layoutelementlayoutelement
Topbanner Holmboe 2017 

Unikt festivalmøde mellem genrer

Troels Abrahamsen og Lydenskab krydser hinandens spor på Holmboe-festivalen.

Den klassiske musikfestival, Holmboe i Horsens, kaster sig ud i et musikalsk eksperiment, når det nye mikses med det gamle til en fyraftenslounge torsdag d. 6. marts kl. 16-18.30 på KulisseLageret.

"Det nye" repræsenteres af musikeren Troels Abrahamsen, også kendt som "SuperTroels", som "I know that you know", og, ikke mindst, som frontfigur i bandet Veto. Troels er, med hans brede bagkatalog, en af landets bedste eksponenter for hvad den elektroniske musikgenre kan rumme af forskellige genre- og udtryksformer. Han var desuden en del af DR's ambitiøse "Mix 2 verdener"-projekt, hvor eliten af danske electronica-kunstnere prøvede favntag med de helt store klassikere.
Denne gang bliver Troels sat i stævne af tre musikere fra ensemblet Lydenskab, der dedikeret arbejder med at nedbryde det klassiske koncertsalsbegreb. Lydenskab er udnævnt til bykunstnere af foreningen KulturMetroen i Horsens.

"Et af de fornemste mål med Holmboe Festivalen er at vise publikum at kompositionsmusikken, både den klassiske og den moderne, lever i bedste velgående, og at den kan give nogle gode og anderledes oplevelser for musikpublikummet" udtaler festivalens koordinator, Lene Bjarke Skov. "Og det er et dejligt skulderklap og en øjenåbner til genren, at unge, seriøse kunstnere som Troels Abrahamsen også kigger den vej, i deres musikalske udfoldelse".

Med KulisseLageret som ramme, er der lagt op til en afslappet og tilbagelænet atmosfære, som ikke normalt sættes i forbindelse med klassiske koncerter, og arrangørerne håber at publikum fra begge ”lejre” her vil komme til at mødes til denne helt unikke musikoplevelse.
"På KulisseLageret har vi altid følerne ude efter hvad der rører sig i niche-områderne, og det er skønt at få denne opfordring til samarbejde fra Holmboe festivalen", udtaler Jeppe Vind, leder af byens spillested, KulisseLageret. "Og det er lidt af et scoop at festivalen præsenterer dette helt unikke samarbejde i år."

Der er fri entré, og der loves lakridspiber til alle.
Læs mere på www.holmboeihorsens.dk og www.kulisselageret.dk