layoutelementlayoutelement
Topbanner Holmboe 2017 

Klassisk musik for øjnene

Med titlen "Everybody loves classical music" udstiller fotografen Nikolaj Lund for første gang en række af sine nytænkte portrætter af klassiske musikere.

Det er Gallery Hjorth i Horsens der lægger vægge til Nikolaj Lunds første udstilling og cellisten Toke Møldrup, der er solocellist i Copenhagen Phil, akkompagnerer ferniseringen 1. marts med to minikoncerter à 15 minutter. Der er Holmboe og Bach på programmet, lidt godt til ganen men først og fremmest et spændende møde med Nikolaj Lunds stærke og personlige portrætter af kendte og mindre kendte klassiske musikere.

Mange kender Nikolaj Lunds fotografier - Toke Møldrup i vand til midt på celloen, fløjtenisten Karoline Leedo med en spand vand kastet i hovedet og de smukke og finurlige fotografier i Aarhus Symfoniorkesters sæsonprogram. Nikolaj Lunds billeder har givet ham international anerkendelse og har gjort ham efterspurgt verden over.

Festivalen Holmboe i Horsens har i fællesskab med Gallery Hjorth fået udstillingen i stand, og ferniseringen bliver således en optakt til Holmboe-festivalen, der tyvstarter lørdag d. 1. marts men for alvor løber af stabelen i weekenden 7.-9. marts.
Festivalkoordinator Lene Bjarke Skov fortæller: "Jeg har længe kendt til Nikolaj Lunds billeder og synes de på fornem vis fortæller om de personer der formidler musikken. Her er vi langt fra det stive, opstillede portræt med violinen under hagen eller albuen på flyglet. Her er der kød og blod og i øvrigt stor skønhed på spil".

Nikolaj Lund er selv uddannet cellist ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, men valgte for fem år siden at satse på fotografiet. I anledning af det lille "jubilæum" udgiver Nikolaj Lund i forbindelse med udstillingen en fotobog med samme titel som udstillingen, "Everybody loves classical music".
Der er fernisering hos Gallery Hjorth lørdag d. 1. marts kl. 11-14 og der er fri entré. Toke Møldrup spiller minikoncerter k. 11.30 og 12.30.

Kontakt festivalkoordinator Lene Bjarke Skov, tlf. 7629 2309 eller kulbj@horsens.dk for yderligere information.