layoutelementlayoutelement
Topbanner Holmboe 2017 

Karen Lise Mynster i musikalsk selskab

Nordisk musik og lyrik mødes i anderledes koncertformat.

Den kendte og populære skuespiller Karen Lise Mynster kan opleves på Horsens Ny Teater søndag d. 9. marts kl. 12.30 i et spændende samarbejde med pianisten Anne Mette Stæhr og violinisten Helge Slaatto. De tre kunstnere har skabt et anderledes koncertformat som har overskriften "Talende toner - Klingende ord". En titel der understreger samspillet mellem lyrikken og musikken i koncerten...eller forestillingen om man vil.

Der er fantastisk smuk dansk og norsk musik for violin og klaver på programmet, af komponister som bl.a. Holmboe, Nørgård, Nielsen, Grieg, Svendsen og Nordheim. Musikken møder digte og tekster af bl.a. Ibsen, Bjørnson, H.C. Andersen og Karen Blixen læst af Karen Lise Mynster.

Festivalkoordinator Lene Bjarke Skov glæder sig over at have en koncert som "Talende toner - Klingende ord" i programmet. Det er altid en ambition at lade den klassiske musik række ud over sig selv i festivalen, siger hun. Ligesom festivalen i år kan præsentere en fotoudstilling og andre år har haft foredrag i programmet, synes jeg det er spændende at præsentere denne blanding af musik og lyrik.

Pianisten Anne Mette Stæht har tidligere spillet koncert på Holmboe-festivalen. I år skal hun være dommer i den indledende runde af Steinway-konkurrencen på Horsens Ny Teater, som Horsens Musikskole arrangerer. Det er lørdag d. 8. marts.

Violinisten Helge Slaatoo har norske rødder, og er en anerkendt solist. Han er desuden professor på Hochschule für Musik i Münster i Tyskland.
Entré til "Talende toner - Klingende ord" er 95 kr.,og der kan købes billet på Horsens Ny Teater eller på Holmboefestivalens hjemmeside: www.holmboeihorsens.dk.
Hele festivalprogrammet finder man også på hjemmesiden.